#15: Anmeldelse: Mig uden dig af Kelly Rimmer

Titel: Mig uden dig

Originaltitel: Me without you
Udgivelsesår: 2016

Forfatter: Kelly Rimmer

Sprog: Dansk

Originalsprog: Engelsk

Genre: ROMAN

Sider: 352 sider

Forlag: Lindhardt og ringhof

Udgivet: 5. februar 2016

Bagsidetekst: "MIG UDEN DIG er en ægte kærlighedsroman om både det smukke og det svære i livet til alle, der elsker Jojo Moyes, Dave Nicholls og Nicholas Sparks.

Callum arbejder for et stort pr- og marketingfirma i Sydney og tager hver dag færgen fra storbyen hjem til Manly nordpå. En dag på færgen falder han i snak med Lilah, en engageret jurist og miljøforkæmper, og deres første møde udvikler sig hurtigt til en stormfuld forelskelse. Ingen af dem tror på kærlighed ved første blik, men de klikker bare. Lilah forsøger dog først med alle midler at kæmpe imod. Hun opfinder den ene undskyldning efter den anden for ikke at lade følelserne tage over, men til sidst giver hun efter og lader kærligheden skylle ind over sig. 

Alt ser lyst ud, og deres forhold bliver stærkere dag for dag. Men så en dag kan Lilah ikke længere ignorere de små sygdomstegn, hun har frygtet og holdt hemmelige for Callum ..."

Tak til Lindhardt og Ringhof for anmeldereksemplaret! Min anmeldelse er udelukkende baseret på mine egne meninger og holdninger og vurdering af bogen.

Den her bog har nok været en af de sværeste at skrive en anmeldelse om. 

Som jeg sidder her, har jeg ret svært ved at finde ud af, hvor jeg skal starte. Så jeg vil begynde med at fortælle, hvorfor. 

For mig, når jeg læser bøger, er det sindssygt vigtigt at have læseren med fra start. Og så vidt jeg kan se, er der mange andre læsere af Mig uden dig, der føler præcist som jeg gør, efter at have læst bogen. 

Det første jeg tænkte, da jeg så titlen Mig uden dig, var det første jeg tænkte Jojo Moyes. Til jer, der ikke ved hvem hun er, så er hun såmænd min Helen Fielding. Og Mig før dig er min Bridget Jones. Det er såre simpelt. Så I kan vel forestille jer, at jeg havde sindssygt høje tanker om romanen jeg nu skulle til at læse. 

Mig uden dig er på ingen måde som jeg havde regnet med. Og nu hvor jeg er færdig med bogen og skal til at skrive min anmeldelse, er vandene stadig delt. Jeg er både ret vild med Mig uden dig og knap så vild med den. 

Jeg kan godt lide at være positiv, så lad os starte der. 

Sproget i Mig uden dig er helt vildt imponerende. Især fordi det er en dansk oversættelse. Det siger ikke så lidt, mener jeg, om forfatteren. Det er lige før at jeg har lyst til at læse den på engelsk også. Så kæmpe HIGH FIVE fra mig til redaktøren der. 

Og så er der karaktererne. Jeg har lige læst Skal - skal ikke af Kasie West (læst anmeldelsen her). Den er i den grad en YA (Young Adult) bog. Men den her bog er en roman, så til en, efter min mening, helt anden målgruppe. Det har jeg bare lidt svært ved at gennemskue. Begge hovedkarakterer er henholdsvis 39 og 40 år gamle, men de snakker meget ungdommeligt. Det ligger dog lidt til hvem den ene karakter og passer så rigtig godt, men hovedpersonen, Callum, ikke så godt. Det er mega ærgerligt, for han er så seriøs og vil virkelig gerne tages seriøs. Men hans sprog, tanker og beskrivelserne af ham, hjælper ham bare ikke rigtigt. Så det er ret forstyrrende. Så forstyrrende for hele historien at jeg derfor, blandt andet, sammen med, at bogen var ret langtrukken de første 99 sider, var ALT ALT for lang tid om at læse den, i forhold til min egen satte deadline, så jeg kunne nå at skrive en anmeldelse. So there you go: that's the reason. 

På side 100 var jeg revet med. 

Man kunne allerede, da man læste bagsideteksten, hvilket jeg altid gør, fornemme, at der (klichéefyldt som det nu er) ligger noget under overfladen hos den ene af karaktererne, Saorise. Og det gør der, for pokker da. Snart bliver Callums og Saorises (Lilahs) liv viklet ind i hinanden og det er måske det der gør, at jeg mener, at kærlighedshistorien muligvis er en af de største kærlighedsballader jeg NOGENSINDE har LÆST. Den er anderledes, fordi det ikke omhandler unge på min alder (nu er jeg ikke helt ung længere, 21, på grænsen mellem teen og voksen, right? shhh, hvis du ikke er enig med mig...). Så det var dels spændende at følge med i en ufattelig dygtig og livlig advokats job og liv, samt Callums arbejdsliv som professionel indenfor PR- og marketingsbranchen. Og hand liv. Og historie. Det er meget lang tid siden jeg har læst en roman, hvor jeg kan genkende forelskelsen i bogen. Det er bare så dejligt at blive bekræftet i, at forfattere i dag ikke er bange for at skrive de helt store kærlighedsballader længere.

Jeg er helt vild med hvordan Kelly Rimmer benytter sig af flashbacks. Det kan meget ofte, hvis det ikke bliver gjort godt nok, ende med at blive alt, alt for klichéegatigt. Men det har hun, helt utroligt, formået at gå uden om. Flashbacksene gør historien langt mere levende, end hvis fortællingen havde været fortalt mere linært. Så, øredøvende High Five til Kelly Rimmer lige dér. 

Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville græde over Mig uden dig. Og da jeg læste anmeldelserne, der, som tidligere skrevet, virkelig var af delte meninger, var jeg overbevist om, at det ville jeg absolut ikke ende med at gøre. Græde, altså. Jeg trillede mere end en enkelt tåre i det sidste kapitel. Og kapitlet før det. Der tager det helt utroligt hurtigt fart. Jeg fik lyst til at råbe: "Slow down, Kelly Rimmer! You're killing me here!". Så det skete altså. Nøj, hvor har jeg ondt af Callum. Og Lilah. Det er desværre en ting, der sker, i virkeligheden. Folk, der dør af Huntingtons sygdom. Det er virkeligheden og det sker. 

Tak til Kelly Rimmer, for en helt fantastisk historie. Det er hermed givet videre, delt, at jeg mener, andre bør læse hendes bog. 

Og til mulige, nye læsere: læs den, for pokker! Læs den, fordi du er vild med et fantastisk sprog, fordi du er vild med karakterer der gennemgår en udvikling og fordi du, som mig, elsker kærlighed! 

***/***** (3/5 stjerner)