Sider

tirsdag den 1. december 2015

#11: Anmeldelse: Søde synder af Kira Licht

Titel: Søde synder
Udgivelsesår: 2015
Forfatter: Kira Licht
Sprog: Dansk
Originalsprog: Tysk
Genre: Romance
Sider: 322 (e-bog)
Forlag: LOVEBOOKS / Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 30. Oktober 2015

Forlagets beskrivelse:
"Maya Francetti er glad og tilfreds med sit liv. Hun udlever sin barndomsdrøm i sin lille café, hvor hun hver dag sælger kager og andre søde sager til Münchens travle forretningsfolk, og hun har to bedste veninder, som hun har kendt lige siden gymnasietiden.


Derfor bliver Maya en smule forarget, da hendes to veninder foreslår hende, at de sammen skal tage på et flirtekursus for singler på et idyllisk hotel nord for den østrigske grænse. For skulle hun virkelig have brug for at lære at flirte?

 
Godt nok søger hun dækning bag disken i sin café, hver eneste gang den lækre Max vinker til hende fra sin sportsforretning på den anden side af gaden – hvilket nok ikke ligefrem er den mest ideelle måde at erobre hans hjerte på – så måske det alligevel ikke skader med lidt hjælp? Og når det kommer til stykket, er Maya faktisk også overbevist om, at hun ikke er den eneste af de tre veninder, der kunne trænge til at lære noget, når det kommer til kærlighed ... 
Kira Licht (f. 1980) er født og opvokset i Japan og i Tyskland, hvor hun studerede biologi og medicin, før hun blev forfatter. SØDE SYNDER er hendes debutroman.

Tak til LOVEBOOKS for anmeldereksemplaret! Min anmeldelse er udelukkende baseret på mine egne meninger og holdninger og vurdering af bogen.

SØDE SYNDER af Kira Licht er en sød lille kærlighedshistorie. Den overgår ikke Stephanie Perkins’ Anna og det franske kys-serie, men sød og fuld af synder, det er den.

SØDE SYNDER er fuld af lækkerier, der efter min mening, godt måtte have været MEGET mere af. Virkelig! Kira Licht beskriver det så man får lyst til at tage til Mayas fine lille café og spise alt hvad hun har på sit menukort – og mere til! Yum!

Kira Licht formår med et let og luftigt sprog at lade læseren svæve gennem bogen. Det gik hurtigt, da jeg først var kommet i gang. Hun bruger de typiske  klichéer på en sådan måde, at man ikke ryster på hovedet, når man læser dem.  Jeg har meget svært ved forfattere, der bruger klichéer. Men her var det faktisk ikke så slemt. Jeg har efterhånden læst så mange bøger, så de klichéer vi nu engang kender, bliver så kedelige. Men de er der, i SØDE SYNDER, men Kira Licht gør det mere livligt. Det er altid rart at læse en bog, der forstår at bruge sproget til noget nyt og eksperimenterende.

SØDE SYNDER var virkelig en fornøjelse af læse. Men NØJ hvor ville jeg ønske, at der var noget mere om Maya, nu hvor hun er hovedpersonen. For da hun kommer af sted til flirtekurset, møder hun de mest mærkværdige mennesker, der desværre overtager historien lidt, for så viser det sig jo, at hun ikke er den eneste af hendes venindegruppe (hendes to veninder hun tager af sted med), som er den eneste, der virkelig kunne bruge noget hjælp til det der med kærligheden…

Kira Licht hiver Maya gennem ufatteligt mange skrækscenarier. Jeg fik helt ondt af hende undervejs … ikke kun det hun selv ender i på grund af sin egen opførsel, men også de ting og oplevelser hun bliver smidt ud foran… Lad os bare sige, at jeg aldrig kan drømme om at tage for meget tøj på, der er for stramt, når man skal vise sig frem foran sin drømmefyr …

Det er svært! Det er ikke altid lige let, det med kærligheden, især ikke når man er Maya…

Kira Licht bringer forskellige scenarier op i SØDE SYNDER. For hvorfor er det så pokkers svært at finde kærligheden, når man er i sin bedste alder? Man er ovre alt det der teenageflirteri. Hvorfor står der så ikke en mand foran ens dør, klar, en som kan smide en rundt på køkkenbordet, når man nu er klar?

Jeg glædede mig virkelig til at læse SØDE SYNDER. Men jeg blev lidt skuffet. Ikke sådan over indholdet, for bogen er ganske fin! Men over forsiden (den røde oppe til venstre). Jeg elskede den forside som LOVEBOOKS reklamerede med på deres Facebook-side op til bogens udgivelse og i forbindelse med nogle af de anmeldelser, der allerede var blevet skrevet om bogen (den blå fine sag her til højre). Eller så er der bare to forsider - jeg er hvert fald helt vild med den her ---> 

Jeg har været nødt til at lægge SØDE SYNDER fra mig lidt tid, siden jeg læste den. Jeg sad sådan lidt undrende tilbage med min iPad i hånden og tænkte: “jamen?” for den sluttede så brat! Alt for brat, efter min mening. Den endte også desværre med at blive lidt forudsigelig. Som om Kira Lichts redaktør har prikket hende lidt på skulderen og bedt hende om at få bogen færdig. Det er virkelig ærgerligt, for Kira Licht kan nemlig noget. Men hendes debutroman viste det bare ikke rigtig.


***/****** (3/5 stjerner)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar