Sider

mandag den 29. august 2016

#21 Anmeldelse: Sophie Kinsella: Shopaholic i Las Vegas

Titel: Shopaholic i Las Vegas
Originaltitel: Shopaholic to the rescue (Shopaholic serien #9)
Udgivelsesår: 2016
Forfatter: Sophie Kinsella
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Genre: ROMAN
Sider: 296 sider
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 16. juni 2016

"Becky er tilbage og i topform, når hun sammen med sin familie og venner sætter alt ind for at finde sin forsvundne far i Las Vegas. Tilsæt lidt kaos, en ængstelig mor, en skuffet veninde, en rivalinde, en femårig og en ikke altid lige tålmodig ægtemand bag rattet i en minibus, så har du ingredienserne til et alt andet end normalt road-trip gennem ørkenen."


Tak til Lindhardt og Ringhof for anmeldereksemplaret! Min anmeldelse er udelukkende baseret på mine egne meninger og holdninger, samt vurdering af bogen.


Jeg blev forelsket i Sophie Kinsella fra den første side i 'Audreys verden'. Sophie Kinsella er bedst kendt fra sin Shopaholic-serie om Shopaholic'eren Becky. Men med Beckys historie i 'Shopaholic i Las Vegas', har det været en lidt anden oplevelse.

Først skal det fastslås, at Sophie Kinsella skriver helt fantastisk. Hendes ordbrug er genialt og hendes karakterer har virkelig personlighed - præcis som jeg kender hende.

Allerede fra begyndelsen af bogen bliver man kastet ud i det. På en meget alsidig og forvirrende måde. Persongalleriet er kaotisk fra de første par sider og giver ikke just læseren lyst til at læse videre. Navne, der bliver nævnt som om at læseren burde vide, hvem de er og hvilke relationer de har til hinanden, gjorde læsningen meget rodet og utrolig svær at finde rundt i. Dette er niende bog i Shopaholic-serien og jeg har ikke læst én eneste af de andre bøger, før jeg gik i gang med denne, selvom bogen burde kunne læses uafhængigt af de andre. Bogen er langtrukken og har virkelig svært ved at lette fra flyvepladsen. Den mangler det der magiske Shopaholic-tag og kendetegn, det der virkelig understreger, at Becky er Becky og at Becky er en Shopaholic. Et eller andet der sættes i gang hos læserne, kendt fra Shopaholic-universet, som de andre bøger jo er kendt for.

Set bort fra, at denne bog nok ikke er så uafhængig af resten af serien som forlaget antyder at den er, er bogen godt fortalt. Der er en masse sjove replikker der driver bogen fremad i dens spændende og anderledes plot. Bogen er meget beskrivende og Beckys indre dæmoner og tanker driver frem og tilbage samt giver den et ekstra spark af et eller andet MERE.

Dermed er 'Shopaholic i Las Vegas' et absolut must-read for fans, der er afhængige af Sophie Kinsellas univers om Becky og hendes liv. Og for dem, der leder efter et spændende plot og et bredt persongalleri.

***/***** (3/5 stjerner)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar